Livsstil

Forskning: Børn sover dårligere, hvis de bruger iPad eller smartphone før sengetid

boern og soevn

Har du børn, kender du sandsynligvis alt til følgende situation:

Børnenes yndlingsprogram er netop slut, og det er så småt ved at være tid til at få dem puttet, selvom de efter eget udsagn slet ikke er trætte. Dette ender ofte med, at børnene får lov at spille eller se videoer på YouTube, inden roen (og mørket) falder på.

Ny forskning viser imidlertid, at brugen af smartphones eller andre skærme før sengetid er særdeles skadeligt for de smås søvnmønster. Britiske forskere har nemlig i et nyt studie konkluderet, at børn, der bruger platforme såsom en iPad eller iPhone, inden de lægger sig til at sove, har en markant større risiko for at udvikle et mere uhensigtsmæssigt søvnmønster end de, der går direkte i seng.

Dårlig nattesøvn kan påvirke indlæringen

Utallige studier har slået fast, at vores nattesøvn spiller en afgørende rolle for alt fra humør til helbredet. Dette gælder også for børn og unge, som i høj grad er afhængige af en god, sammenhængende nats søvn for at understøtte en effektiv indlæring.

Undersøgelsen, der er baseret på en analyse af mere end 20 andre videnskabelige rapporter, viser en klar sammenhæng mellem et uregelmæssigt søvnmønster og brugen af mobile enheder for personer i alderen 10 til 18 år. Det konkluderer forskerne fra American Medical Association, der står bag den omtalte undersøgelse, som også har påvist, at et overforbrug af smartphones kan resultere i et generelt højere træthedsniveau i løbet af dagen, hvilket kan påvirke børnenes engagement og indlæring i skolen.

Hvordan sikrer du dine børn den bedste nattesøvn?

Som forælder er det din opgave at sikre dine børn de bedste forudsætninger for at kunne følge med i skolen, og dette betyder således, at du bør værne om børnenes nattesøvn. Dette gælder blandt andet i valget af seng, der naturligvis har en stor betydning for søvnkvaliteten – teenagere kan eksempelvis sove ganske fint i en sovesofa, mens små børn har andre krav til selve sengen. Du bør dog i høj grad også fokusere på, hvorvidt og hvor meget dine børn bruger deres telefoner inden sengetid.

De fleste forældre ved, at slik og cola er en dårlig kombination før sengetid, og du bør anskue problematikken ift. digitale enheder på samme måde. En effektiv strategi er at opstille en række ”spilleregler”, der er tydeligt formuleret og gælder både i weekenden og hverdagene – evt. med små modifikationer. I relation til helt små børn kan du eksempelvis kræve, at mobiler og tablets er gemt væk efter kl. 19, mens de lidt ældre børn, unge og teenagere godt kan trække den lidt længere afhængigt af deres respektive sengetider.

Det vigtigste er, at du er opmærksom på, at hver eneste weekend ikke bliver ”det vilde vesten”, hvor hele natten bruges foran computeren. Dette gør overgangen fra weekenden til hverdag noget nær umulig, og barnet risikerer at være i søvnunderskud på ugens første dag, der aldrig rigtig bliver indhentet. Selvfølgelig er det tilladt for ældre børn at blive længere oppe og spille med vennerne, men pas på, at det ikke bliver en dårlig vane, der tager overhånd.

 

 

 

Skriv kommentar

Klik for at kommentere